fredag den 9. november 2007

Gi’ mig en Lens - baby…



Efterår ved Almindsø, taget med Lensbaby i oktober 2007.
Klik på billedet for at se det i stor størrelse ...


Nogen gange skal der en simpel ting til at gøre noget komplekst sjovt(!)

Jeg blev ramt af Lensbaby feber efter at ha’ set et par mærkelige billeder på nettet.
De billeder jeg så, var nok til at overbevise mig om, at sende godt et tusinde kroner til min favorit online fotopusher i tyskland i august 2007, mod at han så returnerede en Lensbaby v2.

En Lensbaby er et yderst mærkværdigt koncept. Simpelt sagt, så er det et manuelt, bevægeligt 50 mm objektiv med visse indbyggede Photoshop effektfiltre.

Fra det øjeblik du pakker den lille plastik tingest ud af kassen til den er monteret på kameraet er du et stort spørgsmålstegn. Og kors hvor ser den grim ud, som den sidder der så dumt på kameraet. Ja allerede her er du ved at fortryde købet. Oh skræk hvor er den besværlig at arbejde med. Du overvejer om den mon kan sælges igen? Men du er stædig, og langsomt får du færten af teknikken.

En lensbaby v2 er som udgangspunkt kun skarp i et lille område i midten af linsen. Dette skarpe område kan ’flyttes’ rund i billedfladen ved at lensbaby’en simpelthen bøjes op, ned eller til siderne.
Det skarpe område kan gøres større ved at lægge en blændering ned ovenpå glaslinsen(!). Ringen bliver holdt fast magnetisk(!!), og den kan fjernes igen med en lille pind, der har en magnet i enden(!!!) – ja, det er stadig Lensbaby’en jeg taler om.
Hvis jeg ikke selv havde oplevet det, ville jeg nok tro, at vedkommende, der havde skrevet ovenstående måtte ha’ sniffet en eller anden ubehagelig kemisk substans.
Men det foregår altså som beskrevet – også lige på en studs.
Og bare rolig… blænderinge og magnetpind følger med pakken.
Hver ring hæver blænden et eller flere blændetrin, fra bl. 2.0 til bl. 2.8 , fra bl. 2.0 til bl. 4 osv. til og med bl. 8.
På bl. 2.0 er det skarpe område mindst, og her er linsen også sværest at arbejde med. Men det er samtidig her, at man får de mest dramatiske effekter og største forvrængninger.
Jeg har prøvet med bl. 2.8 og 4.0, men allerede her bliver resultatet lidt for almindeligt til mit behov. Jeg er helt klart mere til det vilde, forvrængede og dramatiske udtryk, som bl. 2.0 kan give.
Jeg vil tro at bl. 2.8 og bl. 4.0 vil være at foretrække til portrætter og bryllupper. Jeg har set nogle lensbaby-bryllupsbilleder fra en professionel fotograf på nettet, som var meget lækre og meget anderledes.

Hele konceptet er yderst uforudseeligt, i hvert fald når det drejer sig om den originale lensbaby og lensbaby v2.
Som nævnt så stiller du skarpt ved at presse objektivet sammen, og ved at bøje objektivet op, ned eller til siderne flytter du skarphedsområdet. Det kræver en del øvelse at stille skarpt og bevæge skarphedsområdet rundt i billedfladen, og det er først når du sidder derhjemme med billederne på den store skærm, at du kan se om det er lykkedes fuldstændigt.
Men jo mere du arbejder med baby’en, jo bedre bliver du til at håndtere den. For mit eget vedkommende, så var det en weekend i Løkken, kun med Lensbaby’en monteret, der gjorde det. Men selv når du tror at du har naglet motivet 100%, så vil der altid være en vis usikkerhed, som er med til at gøre konceptet lidt mere nervepirrende.

Der findes også en Lensbaby v3 til stativfotografen, som vil sikre sig et mere ensartet udtryk til f.eks. produktfotografering, macro og stilleben. Her kan objektivets position låses i en given stilling med 3 skruer, som giver mulighed for at finjusterer skarphedsområdet fra billede til billede.

Men hvad er det så der er så fængslende ved lensbaby?
Hvis du er den type, der ikke kan ha’, at et billede er overvejende uskarpt og forvrænget i udtrykket, så er det helt sikkert ikke noget for dig.
For mit eget vedkommende, så har jeg altid stræbt efter et udtryk, som går ud over det almindelige. Og mange af mine bedste billeder er egentlig ikke specielt skarpe. Jeg er heller ikke meget for at sidde og ’fremstille’ billeder i Photoshop.
Med Lensbaby bliver resultaterne godt nok mere uforudseelige, end hvis jeg ’lavede’ billedet i Photoshop, men når det lykkedes, så er det alle pengene værd og lidt til.

Lensbaby er som sagt ikke for alle.
Da baby’en v2 blev testet på photo.net i 2004 gik over halvdelen af kommentarerne på, hvem der dog kunne finde på at betale over 1000kr for en så dårlig manuel 50mm optik, hvis effekter jo bare kunne laves i Photoshop.
Det sjove er, at jeg endnu ikke har set billeder, lavet med almindelige optikker og Photoshop, der kommer i nærheden af det udtryk, der kan opnås med ’the real thing’.
Om det så er fordi udtrykket ikke appellere til ret mange... Tjae...
For mig er det helt klart et stærkt kreativt værktøj, som kan anvendes til at skabe utroligt spændende billeder. Og jeg er helt sikkert potentiel køber til næste påfund i Lensbaby serien.


torsdag den 27. september 2007

Digital sort/hvid...

Her ses et af mine Fuji F30 billeder - taget på fototuren til Hanstholm i 2006.
Original billedet er i farver, men det er et af de motiver, der sagtens kan tåle en konvertering til sort/hvid. Det kræver selvfølgelig en lidt anderledes efterbehandling.
I en senere artikel vil jeg gennemgå, hvad der skal til for at opnå et flot sort/hvid udtryk.

torsdag den 13. september 2007

Et hundrede procent !?

Når man snakker om billedredigering møder man ofte udtrykket ’100% forstørrelse’. Men hvad betyder der egentligt?

Det vi ser på skærmen, når vi har valgt en 100% forstørrelse, er kun et udsnit af hele billedet. Og det hænger sammen med det antal pixels skærmen kan vise.

Hvis f.eks. man kunne få en skærm med en opløsning på 3000 pixels i bredden og 2000 pixels i højde, så ville den kunne vise et 6 megapixels billede (som jo netop er på 3000 pixels i bredden og 2000 pixels i højden) på skærmen på en gang, dvs. 100%.
I dette tænkte eksempel svarer en pixel på skærmen altså til en pixel på billedet fra kameraet. Nogle billedbehandlings programmer betegner det også som 1:1 (en til en) i stedet for 100%.

Nu er den typiske skærm størrelse jo noget mindre end 3000 x 2000 pixels. De ’største’ ligger pt. på 1600 pixels bred og 1200 pixels høj.
En almindelig benyttet skærmstørrelse hedder 1024 pixels i bredden og 768 pixels i højden, altså noget mindre end størrelsen af billedet fra kameraet.
Så hvis 6 megapixel billedet skal vises på skærmen i fuld størrelse, så er man nødt til at formindske billedet (zoome ud). I det her tilfælde til ca. 30%. Og nu svarer en pixel på skærmen pludselig til 3-4 pixels fra billedet fra kameraet.

Altså, jo flere pixels skærmen kan vise, jo mere kan du se af billedet ved 100%.

30% er ca. den størrelse de fleste billedbehandlingsprogrammer viser, når billedet åbnes. Alt andet ville da også være tåbeligt, da man jo netop er interesseret i at se hele billedet, inden man begynder at foretage nogen form for redigering.

Mange redigeringer er nemmere at fortage med hele billedet fremme på skærmen, f.eks. beskæring og justering af kontrast og farvemætning.
Men når det kommer til de mere kritiske korrektioner, som f.eks. skarphed, så er det vigtigt at billedet vises i en 100% forstørrelse, da man ellers nemt kommer til at give den for meget.
Som nævnt i den tidligere USM artiklel, så må man ikke gi’ billedet mere USM end at der IKKE opstår ’halos’ på detaljernes kanter i billedet. Og det kan man kun bedømme når billedet er forstørret til 100% (eller 1:1).

søndag den 26. august 2007

Sommeren 2007...

Det er vist på tide med et billede mere, i stedet for al den tørre teknik snak.
Fotografering handler jo først og fremmest om, at få hevet apparatet frem, og få taget nogle billeder. Og det kan man gøre alle steder!

Her har jeg været på knæ ude i græsplænen den solskinsdag i juni, hvor der var sommer. Var der kun den ene dag?
Det var lige inden jeg desværre blev nødt til, at maje alle de små fine hvide blomster ned. Græsset skulle jo klippes!


fredag den 24. august 2007

USM - Urimelig Svær Metode ???

En af de mest mærkelige og omdiskuterede funktioner i Photoshop er 'UnSharp Mask', eller USM som det oftest kaldes.
Det er en funktion, der bliver nævnt hele tiden i mellem foto folket, f.eks: '... mon ikke du skulle give billedet lidt USM...' og '...den har da vist lige fået rigeligt med USM...'.

USM er en af de sværeste Photoshop funktioner at forklare, uden at det ofte bliver meget 'teoretisk' og/eller mystisk. Jeg vil i det følgende komme med et forsøg, som jeg håbe giver mening.

Kort sagt benyttes USM til at hæve skarphedsindtrykket af et billede.
Og som udgangspunkt skal næsten alle billeder skal have en omgang USM (i korrekt mængde), ligesom næsten alle billeder også skal beskæres(!), men det er en anden histore.

Frit oversat betyder USM, 'uskarp-maskering', et ord, der næsten indikerer det modsatte af, at gøre noget skarpt.

For at forklare hvad USM gør, er det vigtigt at forstå, at et billede ikke kan blive mere skarpt end det allerede er! Et digital kamera har en opløsninsevne, der er bestemt udfra sensorens størrelse (i megapixels) samt kvaliteten af optikken. Begge er med til at bestemme evnen til at gengive de små fine detailjer i motivet. Der kommer meget mere om opløsningsevnen i en senere artikel. Her er det blot vigtigt at acceptere, at et billedet ikke kan gøres skarpere - der kan ikke bringes flere nye detailjer frem, end dem der allerede findes i billedet!

Det, der derimod KAN gøres, er at hæve kontrasten på kanterne i de detailjer, der allerede findes i billedet, og derved skabe en kunstig illusion af skarphed.

Du har sikkert selv et billede liggende med rimelig lille kontrast, f.eks. et billede fra en gråvejrsdag eller en tågedag. Det ser jo ikke specielt skarpt ud, og virker nærmest lidt fladt. Men hvis du hæver kontrasten (med f.eks. kontrast værktøjet), så bliver kanterne i billedet straks mere tydelige, og det virker skarpere. USM gør faktisk det samme, dog kun på selve kanterne i billedet, mens kontrasten i resten af billedet forbliver som den var.

Det, der sker 'inde bag ved' USM, er at der laves en maskering af al det, der ikke har skarpe kanter i billedet (deraf navnet 'uskarp-maske). Derefter laves en anden maskering, hvor kontrasten er hævet på de skarpe kanter. Til sidst flettes de 2 maskeringer samt original billedet sammen til det færdig billede.

For at kunne se effekten af USM, skal du vælge en 100% forstørrelse af billedet. Det er meget vigtigt med de 100%, hvilket jeg også vil gennemgå i en senere artikel.
Når billedet er 'zoom'et ind på 100%, kan du jo kun se et udsnit af motivet på skærmen. Find nu et udsnit med mange kanter i motivet, og du er klar til at benytte USM-værktøjet.

USM kontrolleres med de 3 mystiske skydere i USM-dialog-boxen: Amount, Radius og Threshold.
Det er vigtigt at pointere, at de alle påvirker hinanden. Hvis du skruer på den ene, skal du nok også justerer på en af de andre. Og det er nok her de fleste 'står af'... For hvordan får man startet?
Men med billedet på skærmen forstøret til 100%, er det tydeligt at se, hvad der sker når du flytter på skyderne.

'Amount' kontrollerer kontrast forøgelsen på detailjernes kanterne i motivet.
Jo højere værdi, jo mere kontrast tilføres kanterne. Og pas på her! Den største fejl, der laves indenfor USM, er nemlig at give billederne for megen 'Amount', så de fremstår unaturlig skarpe.
En for høj 'Amount' skaber de såkaldte 'halos': Tydelige hvide eller sorte linie omkring kanterne i motivet. 'Halo' betyder 'glorie' på dansk. På en lys kant i billedet, vil der komme en mørk linie, og på en mørk kant en lys linie osv.
Sagt på en anden måde: Når du kan begynde at ane 'halos' på detailjerne i billedet, så skal du skrue 'Amount' lidt ned igen. Husk nu at billedet skal være forstørret til 100%, ellers kan du ikke bedømme det ordentligt.

'Radius' angiver størrelsen af detailjerne i motivet, som vil få kontrasten forøget.
Jo større værdi, jo flere detailjer vil få forøget kontrasten. Et billede med mange små fine detailjer kan ikke tåle en ret stor 'Radius', før at det ser kunstigt skarpt ud.
Her er der også risiko for 'halos', hvis 'radius' er for stor. Begynder der at komme 'halos', så skru lidt ned for 'Radius' (eller 'Amount').

'Threshold' vælger hvor stor forskel, der skal være mellem en kant og det omgivende i motivet, før at der bliver tilført mere kontrast.
En høj værdi vil kun tilfører kontrast til de detailjer, der allerede er rimeligt fremtrædende, og lade resten af billedet være som det er. En lav værdi vil hæve kontrasten på alle kanter og detailjer i motivet, selv svage detailjer som f.eks. digital støj og film korn.

Til sidst vil jeg lige repetere mine USM-indstillinger:
Pt. benytter jeg en 'Amount' på 100 og en 'Radius' mellem 0,7 - 1,5. 'Threshold' holder jeg på 0.
Hvis billedstøjen bliver for synlig med disse indstillinger, så prøv med en 'Amount' på 150, en 'Radius' mellem 1,0 - 2,0 og en 'Threshold' på 5-7.

Prøv indstilligerne som de er, eller brug dem som udgangspunkt for dine egen indstillinger.
Mange benytter i øvrigt forskellige USM indstillinger, alt efter om billedet skal vises på skærmen, eller printes ud på en inkjet printer. Det skyldes, at et inkjet print har en lavere kontrast end skærmen, og derfor kan tåle lidt mere USM.

OG HUSK:
Selvom der på nettet og i fotobøger er en milliard(!) forkellige opskrifter på hvordan USM skal gøres, så er der ingen indstillinger, der er mere rigtige end andre, så længe du undgår de nævnte 'halos', og i øvrigt opnår et naturligt udseende udtryk.

mandag den 20. august 2007

Naturlig kontrast forøgelse i Photoshop.

Normalt bruger jeg kurve-værktøjet i Photoshop (PS) til at hæve kontrasten. For det meste er jeg godt tilfreds med det resultat jeg kan få frem med en let S-kurve, men det er nemt at gi' den 'en tand' for meget.

I forbindelse med søgning af brugernes erfaringer med Panasonic LC-1 kameraet, faldt jeg over en teknik på Leica's forum, der forøger kontrasten svagt og giver billedet et mere naturligt og tredimensionelt udtryk.

Og så er proceduren utrolig nem(!) og benytter et værktøj i Photoshop, som ellers normalt bruges til noget helt andet?! Det drejers sig om USM (unsharp mask) værktøjet, der jo benyttes til at hæve skarphedsindtrykket (som ofte også får 'en tand' for meget).


(klik på billedet for at se det i stor størrelse)

Sæt 'Amount' til 15 og 'Radius' til 70 ('threshold' holdes på 0) og tryk OK.
Tadaaa... En smuk, naturlig og ikke overdrevet kontrast hævning.
På det viste billede giver effekten en tydelig forbedring, og billedet kommer helt op 'at ringe' med mere energi og tredimensionalitet.

Effekten kan varieres lidt. Eksperimenter selv med 'Amount' mellem 10-20 og 'Radius' mellem 60-80. Billeder, der skal printes på inkjet, kan måske tåle en anelse mere end billeder, der skal vises på skærmen.

Når kontrast forøgelsen er udført bruges USM på den normale måde (og efter behov) til at hæve skarphedsindtrykket. Mine indstillinger for 'almindelig' USM er en 'Amount' på 100 og en 'Radius' mellem 0,7 - 1,5. Jeg er ikke støjfanatisk, så jeg holder normalt 'threshold' på 0.
Hvis du syntes at billedstøjen bliver for synlig med disse indstillinger, så prøv med en 'Amount' på 150, en 'Radius' mellem 1,0 - 2,0 og en 'threshold' på 5-7.

Moire og AA-filteret...

Ovenstående billede, som er 'fisket' fra nettet, viser et (meget slemt) eksempel på moire. Klik på billedet for at se det i større format.
Effekten optræder kun på de symetriske mønstre i motivet, som ligger tæt på sensorens opløsnings grænse, f.eks. de fine linier i murværket.
Et AA-filter (anti aliasing filter) er et soft-filter, som er placeret foran sensoren på digitalkameraet (med en effekt lidt ligesom at smøre vasceline på linsen).
AA-filteret fjerner moire-effekten, men nedsætter samtidig sensorens opløsningsevne og gør billedet mere uskarpt.

Næsten alle digital kameraer har et AA-filter (et par undtagelser er Kodaks udgåede DCS14 og Leica's nye M8). Nikon's D70 på 6 megapixels havde et svagere AA-filter end konkurenterne, og kunne derfor måle sig med 8 megapixels kameraer mht. opløsningsevne. Til gengæld kunne man af og til se moire-mønstre i de fine detailjer.

Under min aftenlige forum surfing faldt jeg over følgende hjemmeside,der viser hvad et Nikon D200 kan præstere uden AA-filter: http://www.maxmax.com/nikon_d200hr.htm Hjemmesiden er hjemsted for firmaet 'maxmax', der tilbyder fabriksnye digital kameraer fra de kendte mærker, hvor AA-filteret er fjernet.
Det er bemærkelsværdig hvor mange flere detaljer, der er uden filteret. Man kan også se den forøgede moire-effekt, som selvfølgelig vil være uønskelig ved visse motiver. Til landskabs fotografi vil det dog ikke være et problem, da der her næsten aldrig optræder symetriske mønstre i motivet. Desuden kan de fleste RAW-konvertere i dag fjerne moire-effekten rimelig effektiv.

Jeg tror godt at jeg kunne leve uden AA-filteret. Mine motiver er jo for det meste natur og landskaber. Det ville betyde at jeg kunne 'stå af megapixel racet' nogle år. Simpelthen hoppe over de næste par generationer af nye kameraer og deres middelmådige megapixel forøgelser. Måske jeg skulle prøve at fjerne filteret selv, nu hvor garantien alligevel er udløbet?!?

lørdag den 18. august 2007

Mit første blog-billede... og lidt om 'Bokeh'...

Klik på billedet for at se det i stor størrelse ...
(og brug tilbage-knappen for at komme tilbage hertil)

_______________________________________

Her er så det første forsøg med et billede på bloggen, og indtil videre er jeg en anelse skuffet. Altså ikke over selve motivet, men hvor svært det er at få til at stå pænt mellem teksten på indlægget.
Billedet er taget med mit nyeste legetøj (købt brugt for 2 uger siden), Panasonic LC-1 med en lysstærk Leica summicron 28-90mm optik. Et kamera jeg indtil videre er lidt imponeret over, selvom modellen er næsten 4 år gammel og kun har 5 megapixels (og iøvrigt udgået af produktion). Der kommer mere om kameraet i et senere indlæg.
Jeg håber i kan fornemme Leica optikkens kvaliteter på billedet - f.eks. den lækre 'Bokeh' - den måde det skarpe lyng i forgrunden står fremhævet på den fløjelsbløde uskarpe baggrund.
'Bokeh' (udtales Bo-Ke) er den fototekniske betegnelse for, hvordan en optik gengiver det, der er uskarpet i billedet. Netop Leica's optik har ry for at have en speciel blød tegning og lækker 'bokeh' (udover prisen selvfølgelig). Og at det 'holder vand' kan sagtens fornemmes på original billedet!

Hvad er en Blog?

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi:
En blog (populær forkortelse af weblog - frit oversat - Netdagbog) er en hjemmeside, som opdateres jævnligt med korte tekster (kaldet poster), som regel med den til enhver tid nyeste øverst. Indholdet kan variere fra det personligt dagbogsagtige til det politisk debatterende eller tematiske. En person der skriver blog kaldes en blogger.

Da jeg i går besluttede at prøve blog-formatet gik der ikke mange minutter før jeg var kørende, og i gang med at skrive det første indlæg. Hvis du selv har lyst til at prøve, så gå f.eks. ind på http://www.blogger.com/ og se om det er noget for dig.
Jeg vil også lige nævne at blogger.com bare er en blandt mange gratis blog udbydere (andre er måske bedre?), og at det var helt tilfældig at jeg 'landede' her.

Velkommen...

Jeg blev jeg for alvor bidt af 'et gal kamera' i løbet af 2000. Det var nemlig det år jeg startede i fotoklubben Focus i Silkeborg - med et analogt spejlrefleks kamera i hånden og nogle middelmådige forstørrelser fra fotohandleren.
Og i løbet af det efterfølgende år blev jeg (først lidt modvilligt) suget med ind i den digitale tidsalder, som efterhånden var blevet 'voksen' med hele 3 megapixels og god nok til rimelig seriøs fotoarbejde.

Jeg har gennem længere tid haft behov for at nedfælde mine tanker omkring fotografering. Så derfor har jeg besluttet at udgive denne foto-blog, som vil indeholde mine erfaringer med det udstyr jeg får mellem hænderne, samt en diskussion omkring den viden jeg får via den store vide (og næsten altid udenlandske) internet verden.
Jeg håber at lære lidt fra mig her, videregive en masse tips og triks, og samtidig give et overblik over de mange betragtninger og misforståelser, der findes i den digitale foto verden.

Fast forward til netop nu... dvs. for en time siden... fredag d. 17. august 2007 kl. 00:54 (jeg er B-menneske med stooort B):
Jeg sidder (som sædvanlig) og surfer de forskellige foto sider, mens fjerneren kører i baggrunden. Der er et par nye diskussioner på dpreview's forum, især en, hvor en uheldig stakkel (ny i forum'et) er kommet til at spørge hvilket kamera, der er det bedste af mærkerne X og Y. : Det kommer helt sikkert ikke til at gå stille af...
I det ene ringhjørne står X og hans hjælpere, i det andet hjørne Y med knap så mange supportere.
Nummerpigen går en runde og kampen starter.
Efter et par underholdende omgange, hvor kombatanterne ser hinanden lidt an, kommer kampen rigtig i gang. .
X får et par gode dybe argumenter ind omkring digital støj, som tilsyneladende får Y til at gå i knæ.
Y bliver redet af gong-gong'en og får et tiltrænkt pusterum.
Efter pausen kommer Y stærkt tilbage med et par argumenter for AF-præcision.
X bliver forvirret og begynder at smide om sig med argumenter, der går under bæltestedet.
Dommeren truer med at slette kampen, hvis ikke deltagerne kører rent trav.
Y sender et par beskidte underlødige meninger tilbage mod X, som dog ikke lader sig ryste.
Efter 150 omgange ender kampen uafgjort og spørgeren ånder lettet op. Havde han bare vidst hvad han satte i gang...
(Gæt hvilket mærke der er X og Y, og skriv dit svar som en kommentar nederst på siden)

Og igen tænker jeg på at skrive lidt om foto... om den netop omtalte 'kamp' på dpreview... om aftenens møde i fotoklubben... om mit nyeste kamera... om en fed (og nem - jeg elsker nem!) teknik jeg lige har opdaget på nettet til kontrast forbedring af billeder i Photoshop... Ja, der er hele tiden noget jeg gerne vil fortælle.
Men hele tiden går jeg i stå ved tanken om, hvordan jeg hurtigt, og ikke mindst nemt (fik jeg nævnt, at jeg har det bedst med nemt?), får mine tanker og meninger kommunikeret ud:
Måske via klubbens hjemmeside?
Det virker lidt for omstændig for mig... først skrive, indsætte billeder, maile det hele til klubben, vente og selv opsøge responsen. Det er i hvert fald ikke hurtigt eller nemt.
Via egen hjemmeside?
Tjaae, det indebærer jo blot et par ekstra steps i ovenstående process.
Via mail til klubbens medlemmer?
Ja, det er i hvert fald spontant. Men nogle vil måske mene at det tangerer spam, hvis de fik mail fra mig flere gange om ugen. Og billeder kan blive et problem ved mails.

Så slår det mig pludselig (av!), som et lyn fra en stor flash, altså her fredag morgen ca. 00:54...

Formatet skal måske være noget så moderne som en BLOG.
I første omgang bliver det et forsøg, for pt. har jeg slet ikke et overblik over de facilliter blog-systemet tilbyder. Men det kan vist ikke blive mere spontant, og jeg kan skrive til bloggen fra en hvilken som helst PC, der er koblet til nettet. På alle tidspunkter. Og billeder skulle efter sigende heller ikke være noget problem, men det vil den næste times tid nok vise.

Ideen har nok ligget og luret i baghovedet i længere tid. En af mine egne favorit steder på nettet er nemlig en amerikansk fotoblog, udgivet af Mike Johnston. Den er meget underholdende og kan helt klart anbefales: http://theonlinephotographer.com/the_online_photographer/blog_index.html

Og som en ekstra bonus (udover at hele det her bloggeri er gratis!) kan læserne nemt komme med kommentarer, noget jeg forventer vil udløse mange spændede diskussioner...
Så efter et par søgninger på google, og et par klik med musen, lander jeg her på blogger.com, som er en gratis tjeneste af de mere kendte.

Så her er den så... den spæde start på min fotoblog, som jeg håber, at jeg er i stand til (læs 'orker') at holde 'up to date' og gøre interessant for læserne. Målgruppen er i første omgang medlemmerne i Silkeborg fotoklub, men alle interesserede er selvfølgelig meget velkomne.

Mange fotohilsner,
Old scool...

PS: OK - nu blev klokken alligevel 02:54. Så det første billede må vente til dagslys. Selv for et super-B menneske er det ved at være sent.