Panasonic LC-1 – det analoge digital kamera…

En hyldelst og en sidste test...

Det første man lægger mærke til, når man ser et Panasonic LC-1 er linsen… den er enorm. Og som den sidder der, og fylder næsten halvdelen af kameraets forside, så kan man ikke undgå, at få høje forventninger.

Objektivet er en meget lysstærk Leica DC Vario-Summicron 28-90mm zoom optik. Det er det tætteste du kommer på ægte Leica optik kvalitet på et kamera, der ikke hedder Leica M (målsøger serien) eller Leica R (spejlrefleks serien).

Optikken har alle de gode og legendariske kvaliteter, man forbinder med en Leica Summicron, og navnet alene får enhver Leica kender til at nikke anerkendende.
Og ja, objektivet er i stand til at sparke r.. - hvis det ellers benyttes ’rigtigt’.

Det næste særkende er, at kameraet er bygget efter ’Rangefinder’ konceptet (dog uden en rangefinder-søger).
Alle de vigtige foto parametre kan indstilles manuelt og direkte på kameraet: Belysningstiden sættes med et lukkertidshjul på toppen. Blænden, zoom-indstilling og manuel fokuseringsafstand indstilles direkte på objektivet. Det hele foregår ligesom på de (gode) gamle før-autofokus-kameraer.
Mht. betjeningen, så er det tydeligt, at kameraet er lavet til fotografen, der ynder at ha’ fuld kontrol over alle indstillingerne i optagelsesøjeblikket.
Kameraet kan selvfølgelig køre fuldautomatisk på alle områder, men det er først når du bruger det manuelt, at hele konceptet giver mening.
Og selvom søgeren er elektronisk (og fik megen kritik for ikke at være en ægte rangefinder), så er den faktisk ikke helt dårlig og kan - i modsætning til mange andre kameraer med elektronisk søger - faktisk bruges, når afstanden indstilles manuelt.

Kameraet er en drøm at holde, og man får virkelig lyst til at tage billeder, bare for at få brugt kameraet. Gummibelægningen på greb og hus er i en meget lækker og blød kvalitet. Huset, optikken, knapper/hjul og låger til flashkort/batteri m.m. – alt er kvalitetsmæssigt i topklasse og overgår den dag i dag de fleste nye kameraer, inklusive digital spejlrefleks kameraer.
Skærmen er på 2,5 tommer og brugbar. Den var bedre end konkurrenters skærme i 2004, men den er ikke på højde med nutidens nye lysstærke skærme.

Da kameraet kom på markedet i 2004 blev det selvfølgelig sammenlignet med de bedste 5 megapixels kameraer, som hovedsagelig var Canon G5, Nikon 5400, Sony V1 og Olympus 5060, alle til halvdelen af prisen eller derunder. Og konklusionen var nærmest enstemmig. Kameraet var måske nok det bedste i 5 megapixels klassen, men slet i en grad, at prisen kunne retfærdiggøres.
I de seriøse test på nettet (og i fotobladene) målte kameraet nemlig ikke bedre end konkurrenterne, og kameraet blev hurtigt dømt som et snob-objekt for folk med lidt for mange penge. Men et er test og målinger… Noget andet er den subjektive billedkvalitet, som ikke kan måles. Og her fik kameraet (og Leica søstermodellen) hurtig kultstatus.
Folk der købte kameraet hævdede, at de kunne se forskellen, og der blev brugt masser af tid og energi på diverse forum’s (fora?) til at forsøge at overbevise skeptikerne.

Lige siden kameraet kom på markedet har jeg ønsket at se, om der var noget om snakken, men prisen – ja selv brugtprisen – har altid været en hindring.
4 år senere fik jeg så endelig anskaffet kameraet - for en hel del under, hvad det kostede fra nyt.

Panasonic LC-1 kostede 12.000kr, da det kom frem i 2004 (og hele 14.000kr for Leica’s identiske søstermodel - Digilux 2).
Den største grund til LC-1’s høje pris var optikken, eller mere specifikt kvaliteten af glasset i optikken. Det er en 100% ægte Leica med samme glaskvalitet og coatning, som Leica benytter i deres egne linser til deres M og R kameraer. Hvis Leica havde en lignende optik på programmet til deres M-system, ville den sandsynligvis koste over 10.000kr.

Jeg har selv ejet Canon G5 og Olympus 5060 i løbet af de sidste 3 år (og har stadig Nikon 5400). Alle er udmærkede kameraer, med hver deres fortrin. Og i modsætning til LC-1, så er brugtprisen på disse modeller faldet til under en fjerdedel, nemlig 800-1.400kr.

LC-1 (og Leica søstermodellen) er med en brugtpris på omkring 3.500-6.000kr (marts 2008), afhængig af mærke og stand, stadig meget dyr i forhold til et nyt digital kompakt kamera eller digital spejlrefleks, som oven i købet nu er på 10 megapixels eller mere.

Og så alligevel ikke…

For selvom LC-1 er udgået, og i manges øjne er forældet på flere områder, så har det stadigvæk en trumf i ærmet: Billedkvaliteten!
Med LC-1 kan jeg nemlig opnå en billedkvalitet, som jeg sjældent har oplevet med noget andet kamera jeg har haft (eller pt. har). Det drejer sig helt specifikt om dybde, og tredimensionalitet i billedet - alle faktorer, som ikke kan måles.

Derudover fremstår billederne fra LC-1 med en utrolig flot farvegengivelse, som måske ikke er mere nøjagtig end andre kameraer, men som er med til at få billederne helt ’op at ringe’.

På grund af kameraets meget lille billed-sensor – og vi taler frimærke størrelse her – så er det svært at se forskellen på LC-1, og de konkurrerende kameraer, i zoom området fra 28mm – 50mm. Her er alt i billedet simpelt hen i fokus (skarpt), da dybdeskarpheds-området er enormt. Hvis man ved hvad man skal kigge efter, kan man dog sagtens se Summicron’ens kvalitet her også.

Nej, det er først i nærområdet (0,5m – 3m) med zoomen på 60mm - 90mm og blænde 2.0 - 4.0, at der opnås en tilstrækkelig begrænset dybdeskarphed, der er første betingelse for, at få nogen form for tredimensionalitet frem.
Når optikken på LC-1 får lov til at arbejde i dette område, f.eks. 90mm zoom, 1 meters afstand og blænde 2.4, så belønnes man med billeder, der fremstår særdeles naturtro med en enestående dybde, tredimensionalitet og fremragende bokeh (se også artiklen: 'Mit første blog-billede...').
Det er, med andre ord, kun i et begrænset område man får den optimale billedkvalitet at se. Men hvis man kan accepterer disse forudsætninger, så kan man få en billedoplevelse, der er svær at opnå med andet udstyr - uanset prisen!

LC-1 har, sammenlignet med nutidens kameraer, et digital-støjniveau, som er lidt højere, selv på laveste ISO 100. Til gengæld har støjen en flot korn-struktur, og man kan ofte ’nøjes’ med ISO 100, da objektivet er særdeles lysstærkt. På 28mm er blænden 2.0 og på 90mm er blænden 2.4. Kort sagt så skal de fleste nutidige konkurrenter skrues op på ISO 400 for at give samme belysningstid som LC-1 på ISO 100 og blænde 2.4.
Derudover giver støjen LC-1 en egenskab, jeg ikke har observeret med noget andet digital kamera: Den er medvirkende til at detaljeringsniveauet (eller skarphedsindtrykket) virker højere end det er fysisk muligt. F.eks. ser løvet,på træer i det fjerne ud til at have flere detaljer end andre 5 megapixels kameraer.
Støjen stiger ved ISO 200, dog uden at det går ud over detaljeringsniveauet. Jeg har ikke noget problem med LC-1’s ISO 200. Andre vil nok synes, at der er for meget støj.
Efter min mening er LC-1’s støjstruktur ved ISO 100 og 200 meget klædelig til sort/hvid billeder. ISO 400 kan bruges, hvis jeg optager i raw-formatet og er meget opmærksom på ikke at underbelyse billedet.


Hvidbalancen, som er vigtig for at fange en autentisk atmosfære, er udmærket i dagslys og fremragende i skumring. I en senere artikel vil jeg forklarer hvorfor hvidbalancen, efter min mening, er en af de vigtigste, men oversete, faktorer ved digital fotografering. Kameraets farve og kontrastindstillingerne er meget naturlige og kan selvfølgelig justeres.


Optikken er som allerede nævnt super: Flaires (farvede ringe når f.eks. solen er med i billedet) er minimale. Vignetering (mørke hjørner), optisk forvrængning (buede billeder) og kromatiske fejl (lilla kanter) er alle velkontrolleret.
Alt i alt er billedkvaliteten toppen af, hvad der kan præsteres med 5 megapixels og så lille en sensor. LC-1 er stadig et kamera, der billedmæssigt kan følge mange af de nyeste kameraer til dørs, selvom de har 10 megapixel.

Det er faktisk kun når det drejer sig om printstørrelse, at LC-1 er ’forældet’.
Jeg vil i en senere artikel komme ind på betydningen af ’megapixels’ og sammenhængen med printstørrelse, men her vil jeg slutte med at konstaterer, at LC-1’s 5 megapixels er rigeligt til superflotte A4-print, og sagtens kan bruges til rigtig gode A3-print, hvis der ikke beskæres for meget i billedet.

Den opmærksomme læser vil måske ha’ opdaget, at jeg lige fik nævnt at kameraet kan optage billeder i raw-format. Selv om jeg sjældent benytter raw-formatet, så har jeg selvfølgelig afprøvet det, for at se om der var mere at hente. Og selvom LC-1 laver fremragende jpg-billeder, så er der altså en anelse mere at hente i raw-filerne, især mht. støjreduktion ved høj ISO. Sjovt nok, så håndterer Photoshop CS2 raw-filerne fra LC-1 bedre end raw-filerne fra mit Nikon DSLR.


Alle kameraer har svagheder, og det har LC-1 selvfølgelig også. De er dog slet ikke alvorlige nok til at kameraet falder igennem. Billedkvaliteten er simpelthen så god, at man hurtig fokuserer på, at lære at udnytte alle kameraets positive egenskaber (og lidt glemmer de negative sider).
Selvom nogle af LC-1’s svagheder allerede er nævnt i artiklen vil jeg, for en god ordens skyld, lige opsummerer dem her:

a) Kameraet er forholdsvis stort. Det er ikke lommestørrelse. Det er kun lidt mindre end de nye små DSLR kameraer. Til gengæld har man noget at holde ved - i en uovertruffen lækker kvalitet!
b) Kun 5 megapixels. Det begrænser forstørrelsesgraden og beskæringsmulighederne en smule. Dog er der ingen problemer med meget flotte A4-forstørrelser.
c) Kameraet er langsomt ifht. et DSLR. Det er ikke et kamera til sport. Med manuel for-fokusering er kameraet dog hurtig nok til at fange ’øjeblikket’.
d) Optikken kan ikke skiftes. Til gengæld er det nok den bedste standard optik (eller kit-linse) der kan opstøves uanset pris. Zoomområdet begrænser selvfølgelig lidt anvendelses-mulighederne, men det er med til at man lære at zoom’e med fødderne (igen). Og med 28-90mm er man trods alt dækket ind til de fleste almindelige situationer.
e) Den digital støj i billederne ligger lidt over de nyeste kameraer med frimærke-størrelse sensor, selv på laveste ISO. Mange vil finde den al for høj. Men da støjen har en traditionel filmisk karakter, så er den ikke nær så generende, som ved andre kameraer med megen støj. I modsætning til de nyeste små-sensor kameraer med 8-12 megapixels, så har LC-1 en perfekt balance imellem støj og støjreduktion, så selv de fineste detaljer bevares. Efter min mening er støjen på LC-1 med til at få især sort/hvid billeder til at fremstå mere ’ægte’. Endelig vil jeg sige, at når billederne printes ud med en af de bedre inkjet printere, så 'indkapsles' støjen ligesom i papiret og bliver næsten usynlig.

Alle billeder i artiklen er taget med LC-1 i løbet af sensommer til efterår 2007.

Jeg håber at 'Blogger' kan vise billederne, så man kan se Summicron’ens kvaliteter mht. dybde og farvegengivelse. Det kan man i hvertfald på original billederne.

Billederne i artiklen er efterbehandlet på samme måde, som jeg efterbehandler alle mine billeder, hvad enten de kommer fra mit Nikon DSLR eller mit Fuji F30.

Klik på billederne for at se en større version (virker pt. ikke).

Gi’ mig en Lens - baby…

Efterår ved Almindsø, taget med Lensbaby i oktober 2007.

Klik på billedet for at se det i stor størrelse ...

Nogen gange skal der en simpel ting til at gøre noget komplekst sjovt(!)

Jeg blev ramt af Lensbaby feber efter at ha’ set et par mærkelige billeder på nettet.
De billeder jeg så, var nok til at overbevise mig om, at sende godt et tusinde kroner til min favorit online fotopusher i tyskland i august 2007, mod at han så returnerede en Lensbaby v2.

En Lensbaby er et yderst mærkværdigt koncept. Simpelt sagt, så er det et manuelt, bevægeligt 50 mm objektiv med visse indbyggede Photoshop effektfiltre.

Fra det øjeblik du pakker den lille plastik tingest ud af kassen til den er monteret på kameraet er du et stort spørgsmålstegn. Og kors hvor ser den grim ud, som den sidder der så dumt på kameraet. Ja allerede her er du ved at fortryde købet. Oh skræk hvor er den besværlig at arbejde med. Du overvejer om den mon kan sælges igen? Men du er stædig, og langsomt får du færten af teknikken.

En lensbaby v2 er som udgangspunkt kun skarp i et lille område i midten af linsen. Dette skarpe område kan ’flyttes’ rund i billedfladen ved at lensbaby’en simpelthen bøjes op, ned eller til siderne.

Det skarpe område kan gøres større ved at lægge en blændering ned ovenpå glaslinsen(!). Ringen bliver holdt fast magnetisk(!!), og den kan fjernes igen med en lille pind, der har en magnet i enden(!!!) – ja, det er stadig Lensbaby’en jeg taler om.
Hvis jeg ikke selv havde oplevet det, ville jeg nok tro, at vedkommende, der havde skrevet ovenstående måtte ha’ sniffet en eller anden ubehagelig kemisk substans.
Men det foregår altså som beskrevet – også lige på en studs.
Og bare rolig… blænderinge og magnetpind følger med pakken.
Hver ring hæver blænden et eller flere blændetrin, fra bl. 2.0 til bl. 2.8 , fra bl. 2.0 til bl. 4 osv. til og med bl. 8.

På bl. 2.0 er det skarpe område mindst, og her er linsen også sværest at arbejde med. Men det er samtidig her, at man får de mest dramatiske effekter og største forvrængninger.
Jeg har prøvet med bl. 2.8 og 4.0, men allerede her bliver resultatet lidt for almindeligt til mit behov. Jeg er helt klart mere til det vilde, forvrængede og dramatiske udtryk, som bl. 2.0 kan give.

Jeg vil tro at bl. 2.8 og bl. 4.0 vil være at foretrække til portrætter og bryllupper. Jeg har set nogle lensbaby-bryllupsbilleder fra en professionel fotograf på nettet, som var meget lækre og meget anderledes.

Hele konceptet er yderst uforudseeligt, i hvert fald når det drejer sig om den originale lensbaby og lensbaby v2.

Som nævnt så stiller du skarpt ved at presse objektivet sammen, og ved at bøje objektivet op, ned eller til siderne flytter du skarphedsområdet. Det kræver en del øvelse at stille skarpt og bevæge skarphedsområdet rundt i billedfladen, og det er først når du sidder derhjemme med billederne på den store skærm, at du kan se om det er lykkedes fuldstændigt.
Men jo mere du arbejder med baby’en, jo bedre bliver du til at håndtere den. For mit eget vedkommende, så var det en weekend i Løkken, kun med Lensbaby’en monteret, der gjorde det. Men selv når du tror at du har naglet motivet 100%, så vil der altid være en vis usikkerhed, som er med til at gøre konceptet lidt mere nervepirrende.

Der findes også en Lensbaby v3 til stativfotografen, som vil sikre sig et mere ensartet udtryk til f.eks. produktfotografering, macro og stilleben. Her kan objektivets position låses i en given stilling med 3 skruer, som giver mulighed for at finjusterer skarphedsområdet fra billede til billede.

Men hvad er det så der er så fængslende ved lensbaby?
Hvis du er den type, der ikke kan ha’, at et billede er overvejende uskarpt og forvrænget i udtrykket, så er det helt sikkert ikke noget for dig.
For mit eget vedkommende, så har jeg altid stræbt efter et udtryk, som går ud over det almindelige. Og mange af mine bedste billeder er egentlig ikke specielt skarpe. Jeg er heller ikke meget for at sidde og ’fremstille’ billeder i Photoshop.
Med Lensbaby bliver resultaterne godt nok mere uforudseelige, end hvis jeg ’lavede’ billedet i Photoshop, men når det lykkedes, så er det alle pengene værd og lidt til.

Lensbaby er som sagt ikke for alle.

Da baby’en v2 blev testet på photo.net i 2004 gik over halvdelen af kommentarerne på, hvem der dog kunne finde på at betale over 1000kr for en så dårlig manuel 50mm optik, hvis effekter jo bare kunne laves i Photoshop.
Det sjove er, at jeg endnu ikke har set billeder, lavet med almindelige optikker og Photoshop, der kommer i nærheden af det udtryk, der kan opnås med ’the real thing’.
Om det så er fordi udtrykket ikke appellere til ret mange... Tjae...

For mig er det helt klart et stærkt kreativt værktøj, som kan anvendes til at skabe utroligt spændende billeder. Og jeg er helt sikkert potentiel køber til næste påfund i Lensbaby serien.

Digital sort/hvid...

Her ses et af mine Fuji F30 billeder - taget på fototuren til Hanstholm i 2006.

Original billedet er i farver, men det er et af de motiver, der sagtens kan tåle en konvertering til sort/hvid. Det kræver selvfølgelig en lidt anderledes efterbehandling.

I en senere artikel vil jeg gennemgå, hvad der skal til for at opnå et flot sort/hvid udtryk.

Et hundrede procent !?

Når man snakker om billedredigering møder man ofte udtrykket ’100% forstørrelse’. Men hvad betyder der egentligt?

Det vi ser på skærmen, når vi har valgt en 100% forstørrelse, er kun et udsnit af hele billedet. Og det hænger sammen med det antal pixels skærmen kan vise.

Hvis f.eks. man kunne få en skærm med en opløsning på 3000 pixels i bredden og 2000 pixels i højde, så ville den kunne vise et 6 megapixels billede (som jo netop er på 3000 pixels i bredden og 2000 pixels i højden) på skærmen på en gang, dvs. 100%.
I dette tænkte eksempel svarer en pixel på skærmen altså til en pixel på billedet fra kameraet. Nogle billedbehandlings programmer betegner det også som 1:1 (en til en) i stedet for 100%.

Nu er den typiske skærm størrelse jo noget mindre end 3000 x 2000 pixels. De ’største’ ligger pt. på 1600 pixels bred og 1200 pixels høj.
En almindelig benyttet skærmstørrelse hedder 1024 pixels i bredden og 768 pixels i højden, altså noget mindre end størrelsen af billedet fra kameraet.
Så hvis 6 megapixel billedet skal vises på skærmen i fuld størrelse, så er man nødt til at formindske billedet (zoome ud). I det her tilfælde til ca. 30%. Og nu svarer en pixel på skærmen pludselig til 3-4 pixels fra billedet fra kameraet.

Altså, jo flere pixels skærmen kan vise, jo mere kan du se af billedet ved 100%.

30% er ca. den størrelse de fleste billedbehandlingsprogrammer viser, når billedet åbnes. Alt andet ville da også være tåbeligt, da man jo netop er interesseret i at se hele billedet, inden man begynder at foretage nogen form for redigering.

Mange redigeringer er nemmere at fortage med hele billedet fremme på skærmen, f.eks. beskæring og justering af kontrast og farvemætning.
Men når det kommer til de mere kritiske korrektioner, som f.eks. skarphed, så er det vigtigt at billedet vises i en 100% forstørrelse, da man ellers nemt kommer til at give den for meget.
Som nævnt i den tidligere USM artiklel, så må man ikke gi’ billedet mere USM end at der IKKE opstår ’halos’ på detaljernes kanter i billedet. Og det kan man kun bedømme når billedet er forstørret til 100% (eller 1:1).

Sommeren 2007...

Det er vist på tide med et billede mere, i stedet for al den tørre teknik snak.
Fotografering handler jo først og fremmest om, at få hevet apparatet frem, og få taget nogle billeder. Og det kan man gøre alle steder!

Her har jeg været på knæ ude i græsplænen den solskinsdag i juni, hvor der var sommer. Var der kun den ene dag?
Det var lige inden jeg desværre blev nødt til, at maje alle de små fine hvide blomster ned. Græsset skulle jo klippes!

USM - Urimelig Svær Metode ???

En af de mest mærkelige og omdiskuterede funktioner i Photoshop er 'UnSharp Mask', eller USM som det oftest kaldes.
Det er en funktion, der bliver nævnt hele tiden i mellem foto folket, f.eks: '... mon ikke du skulle give billedet lidt USM...' og '...den har da vist lige fået rigeligt med USM...'.

USM er en af de sværeste Photoshop funktioner at forklare, uden at det ofte bliver meget 'teoretisk' og/eller mystisk. Jeg vil i det følgende komme med et forsøg, som jeg håbe giver mening.

Kort sagt benyttes USM til at hæve skarphedsindtrykket af et billede.
Og som udgangspunkt skal næsten alle billeder skal have en omgang USM (i korrekt mængde), ligesom næsten alle billeder også skal beskæres(!), men det er en anden histore.

Frit oversat betyder USM, 'uskarp-maskering', et ord, der næsten indikerer det modsatte af, at gøre noget skarpt.

For at forklare hvad USM gør, er det vigtigt at forstå, at et billede ikke kan blive mere skarpt end det allerede er! Et digital kamera har en opløsninsevne, der er bestemt udfra sensorens størrelse (i megapixels) samt kvaliteten af optikken. Begge er med til at bestemme evnen til at gengive de små fine detailjer i motivet. Der kommer meget mere om opløsningsevnen i en senere artikel. Her er det blot vigtigt at acceptere, at et billedet ikke kan gøres skarpere - der kan ikke bringes flere nye detailjer frem, end dem der allerede findes i billedet!

Det, der derimod KAN gøres, er at hæve kontrasten på kanterne i de detailjer, der allerede findes i billedet, og derved skabe en kunstig illusion af skarphed.

Du har sikkert selv et billede liggende med rimelig lille kontrast, f.eks. et billede fra en gråvejrsdag eller en tågedag. Det ser jo ikke specielt skarpt ud, og virker nærmest lidt fladt. Men hvis du hæver kontrasten (med f.eks. kontrast værktøjet), så bliver kanterne i billedet straks mere tydelige, og det virker skarpere. USM gør faktisk det samme, dog kun på selve kanterne i billedet, mens kontrasten i resten af billedet forbliver som den var.

Det, der sker 'inde bag ved' USM, er at der laves en maskering af al det, der ikke har skarpe kanter i billedet (deraf navnet 'uskarp-maske). Derefter laves en anden maskering, hvor kontrasten er hævet på de skarpe kanter. Til sidst flettes de 2 maskeringer samt original billedet sammen til det færdig billede.

For at kunne se effekten af USM, skal du vælge en 100% forstørrelse af billedet. Det er meget vigtigt med de 100%, hvilket jeg også vil gennemgå i en senere artikel.
Når billedet er 'zoom'et ind på 100%, kan du jo kun se et udsnit af motivet på skærmen. Find nu et udsnit med mange kanter i motivet, og du er klar til at benytte USM-værktøjet.

USM kontrolleres med de 3 mystiske skydere i USM-dialog-boxen: Amount, Radius og Threshold.
Det er vigtigt at pointere, at de alle påvirker hinanden. Hvis du skruer på den ene, skal du nok også justerer på en af de andre. Og det er nok her de fleste 'står af'... For hvordan får man startet?
Men med billedet på skærmen forstøret til 100%, er det tydeligt at se, hvad der sker når du flytter på skyderne.

'Amount' kontrollerer kontrast forøgelsen på detailjernes kanterne i motivet.
Jo højere værdi, jo mere kontrast tilføres kanterne. Og pas på her! Den største fejl, der laves indenfor USM, er nemlig at give billederne for megen 'Amount', så de fremstår unaturlig skarpe.
En for høj 'Amount' skaber de såkaldte 'halos': Tydelige hvide eller sorte linie omkring kanterne i motivet. 'Halo' betyder 'glorie' på dansk. På en lys kant i billedet, vil der komme en mørk linie, og på en mørk kant en lys linie osv.
Sagt på en anden måde: Når du kan begynde at ane 'halos' på detailjerne i billedet, så skal du skrue 'Amount' lidt ned igen. Husk nu at billedet skal være forstørret til 100%, ellers kan du ikke bedømme det ordentligt.

'Radius' angiver størrelsen af detailjerne i motivet, som vil få kontrasten forøget.
Jo større værdi, jo flere detailjer vil få forøget kontrasten. Et billede med mange små fine detailjer kan ikke tåle en ret stor 'Radius', før at det ser kunstigt skarpt ud.
Her er der også risiko for 'halos', hvis 'radius' er for stor. Begynder der at komme 'halos', så skru lidt ned for 'Radius' (eller 'Amount').

'Threshold' vælger hvor stor forskel, der skal være mellem en kant og det omgivende i motivet, før at der bliver tilført mere kontrast.
En høj værdi vil kun tilfører kontrast til de detailjer, der allerede er rimeligt fremtrædende, og lade resten af billedet være som det er. En lav værdi vil hæve kontrasten på alle kanter og detailjer i motivet, selv svage detailjer som f.eks. digital støj og film korn.

Til sidst vil jeg lige repetere mine USM-indstillinger:
Pt. benytter jeg en 'Amount' på 100 og en 'Radius' mellem 0,7 - 1,5. 'Threshold' holder jeg på 0.
Hvis billedstøjen bliver for synlig med disse indstillinger, så prøv med en 'Amount' på 150, en 'Radius' mellem 1,0 - 2,0 og en 'Threshold' på 5-7.

Prøv indstilligerne som de er, eller brug dem som udgangspunkt for dine egen indstillinger.
Mange benytter i øvrigt forskellige USM indstillinger, alt efter om billedet skal vises på skærmen, eller printes ud på en inkjet printer. Det skyldes, at et inkjet print har en lavere kontrast end skærmen, og derfor kan tåle lidt mere USM.

OG HUSK:
Selvom der på nettet og i fotobøger er en milliard(!) forkellige opskrifter på hvordan USM skal gøres, så er der ingen indstillinger, der er mere rigtige end andre, så længe du undgår de nævnte 'halos', og i øvrigt opnår et naturligt udseende udtryk.

Naturlig kontrast forøgelse i Photoshop.

Normalt bruger jeg kurve-værktøjet i Photoshop (PS) til at hæve kontrasten. For det meste er jeg godt tilfreds med det resultat jeg kan få frem med en let S-kurve, men det er nemt at gi' den 'en tand' for meget.

I forbindelse med søgning af brugernes erfaringer med Panasonic LC-1 kameraet, faldt jeg over en teknik på Leica's forum, der forøger kontrasten svagt og giver billedet et mere naturligt og tredimensionelt udtryk.

Og så er proceduren utrolig nem(!) og benytter et værktøj i Photoshop, som ellers normalt bruges til noget helt andet?! Det drejers sig om USM (unsharp mask) værktøjet, der jo benyttes til at hæve skarphedsindtrykket (som ofte også får 'en tand' for meget).

(klik på billedet for at se det i stor størrelse)

Sæt 'Amount' til 15 og 'Radius' til 70 ('threshold' holdes på 0) og tryk OK.
Tadaaa... En smuk, naturlig og ikke overdrevet kontrast hævning.
På det viste billede giver effekten en tydelig forbedring, og billedet kommer helt op 'at ringe' med mere energi og tredimensionalitet.

Effekten kan varieres lidt. Eksperimenter selv med 'Amount' mellem 10-20 og 'Radius' mellem 60-80. Billeder, der skal printes på inkjet, kan måske tåle en anelse mere end billeder, der skal vises på skærmen.

Når kontrast forøgelsen er udført bruges USM på den normale måde (og efter behov) til at hæve skarphedsindtrykket. Mine indstillinger for 'almindelig' USM er en 'Amount' på 100 og en 'Radius' mellem 0,7 - 1,5. Jeg er ikke støjfanatisk, så jeg holder normalt 'threshold' på 0.
Hvis du syntes at billedstøjen bliver for synlig med disse indstillinger, så prøv med en 'Amount' på 150, en 'Radius' mellem 1,0 - 2,0 og en 'threshold' på 5-7.

Moire og AA-filteret...

Ovenstående billede, som er 'fisket' fra nettet, viser et (meget slemt) eksempel på moire. Klik på billedet for at se det i større format.
Effekten optræder kun på de symetriske mønstre i motivet, som ligger tæt på sensorens opløsnings grænse, f.eks. de fine linier i murværket.
Et AA-filter (anti aliasing filter) er et soft-filter, som er placeret foran sensoren på digitalkameraet (med en effekt lidt ligesom at smøre vasceline på linsen).
AA-filteret fjerner moire-effekten, men nedsætter samtidig sensorens opløsningsevne og gør billedet mere uskarpt.

Næsten alle digital kameraer har et AA-filter (et par undtagelser er Kodaks udgåede DCS14 og Leica's nye M8). Nikon's D70 på 6 megapixels havde et svagere AA-filter end konkurenterne, og kunne derfor måle sig med 8 megapixels kameraer mht. opløsningsevne. Til gengæld kunne man af og til se moire-mønstre i de fine detailjer.

Under min aftenlige forum surfing faldt jeg over følgende hjemmeside,der viser hvad et Nikon D200 kan præstere uden AA-filter: http://www.maxmax.com/nikon_d200hr.htm Hjemmesiden er hjemsted for firmaet 'maxmax', der tilbyder fabriksnye digital kameraer fra de kendte mærker, hvor AA-filteret er fjernet.
Det er bemærkelsværdig hvor mange flere detaljer, der er uden filteret. Man kan også se den forøgede moire-effekt, som selvfølgelig vil være uønskelig ved visse motiver. Til landskabs fotografi vil det dog ikke være et problem, da der her næsten aldrig optræder symetriske mønstre i motivet. Desuden kan de fleste RAW-konvertere i dag fjerne moire-effekten rimelig effektiv.

Jeg tror godt at jeg kunne leve uden AA-filteret. Mine motiver er jo for det meste natur og landskaber. Det ville betyde at jeg kunne 'stå af megapixel racet' nogle år. Simpelthen hoppe over de næste par generationer af nye kameraer og deres middelmådige megapixel forøgelser. Måske jeg skulle prøve at fjerne filteret selv, nu hvor garantien alligevel er udløbet?!?

Mit første blog-billede... og lidt om 'Bokeh'...

Klik på billedet for at se det i stor størrelse ...

(og brug tilbage-knappen for at komme tilbage hertil)

_______________________________________

Her er så det første forsøg med et billede på bloggen, og indtil videre er jeg en anelse skuffet. Altså ikke over selve motivet, men hvor svært det er at få til at stå pænt mellem teksten på indlægget.

Billedet er taget med mit nyeste legetøj (købt brugt for 2 uger siden), Panasonic LC-1 med en lysstærk Leica summicron 28-90mm optik. Et kamera jeg indtil videre er lidt imponeret over, selvom modellen er næsten 4 år gammel og kun har 5 megapixels (og iøvrigt udgået af produktion). Der kommer mere om kameraet i et senere indlæg.

Jeg håber i kan fornemme Leica optikkens kvaliteter på billedet - f.eks. den lækre 'Bokeh' - den måde det skarpe lyng i forgrunden står fremhævet på den fløjelsbløde uskarpe baggrund.

'Bokeh' (udtales Bo-Ke) er den fototekniske betegnelse for, hvordan en optik gengiver det, der er uskarpet i billedet. Netop Leica's optik har ry for at have en speciel blød tegning og lækker 'bokeh' (udover prisen selvfølgelig). Og at det 'holder vand' kan sagtens fornemmes på original billedet!

Hvad er en Blog?

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi:
En blog (populær forkortelse af weblog - frit oversat - Netdagbog) er en hjemmeside, som opdateres jævnligt med korte tekster (kaldet poster), som regel med den til enhver tid nyeste øverst. Indholdet kan variere fra det personligt dagbogsagtige til det politisk debatterende eller tematiske. En person der skriver blog kaldes en blogger.

Da jeg i går besluttede at prøve blog-formatet gik der ikke mange minutter før jeg var kørende, og i gang med at skrive det første indlæg. Hvis du selv har lyst til at prøve, så gå f.eks. ind på http://www.blogger.com/ og se om det er noget for dig.
Jeg vil også lige nævne at blogger.com bare er en blandt mange gratis blog udbydere (andre er måske bedre?), og at det var helt tilfældig at jeg 'landede' her.