Det første man lægger mærke til, når man ser et Panasonic LC-1 er linsen… den er enorm. Og som den sidder der, og fylder næsten halvdelen af kameraets forside, så kan man ikke undgå, at få høje forventninger.
Objektivet er en meget lysstærk Leica DC Vario-Summicron 28-90mm zoom optik. Det er det tætteste du kommer på ægte Leica optik kvalitet på et kamera, der ikke hedder Leica M (målsøger serien) eller Leica R (spejlrefleks serien).
Optikken har alle de gode og legendariske kvaliteter, man forbinder med en Leica Summicron, og navnet alene får enhver Leica kender til at nikke anerkendende.
Og ja, objektivet er i stand til at sparke r.. - hvis det ellers benyttes ’rigtigt’.
Det næste særkende er, at kameraet er bygget efter ’Rangefinder’ konceptet (dog uden en rangefinder-søger).
Alle de vigtige foto parametre kan indstilles manuelt og direkte på kameraet: Belysningstiden sættes med et lukkertidshjul på toppen. Blænden, zoom-indstilling og manuel fokuseringsafstand indstilles direkte på objektivet. Det hele foregår ligesom på de (gode) gamle før-autofokus-kameraer.
Mht. betjeningen, så er det tydeligt, at kameraet er lavet til fotografen, der ynder at ha’ fuld kontrol over alle indstillingerne i optagelsesøjeblikket.
Kameraet kan selvfølgelig køre fuldautomatisk på alle områder, men det er først når du bruger det manuelt, at hele konceptet giver mening.
Og selvom søgeren er elektronisk (og fik megen kritik for ikke at være en ægte rangefinder), så er den faktisk ikke helt dårlig og kan - i modsætning til mange andre kameraer med elektronisk søger - faktisk bruges, når afstanden indstilles manuelt.
Kameraet er en drøm at holde, og man får virkelig lyst til at tage billeder, bare for at få brugt kameraet. Gummibelægningen på greb og hus er i en meget lækker og blød kvalitet. Huset, optikken, knapper/hjul og låger til flashkort/batteri m.m. – alt er kvalitetsmæssigt i topklasse og overgår den dag i dag de fleste nye kameraer, inklusive digital spejlrefleks kameraer.
Skærmen er på 2,5 tommer og brugbar. Den var bedre end konkurrenters skærme i 2004, men den er ikke på højde med nutidens nye lysstærke skærme.
Da kameraet kom på markedet i 2004 blev det selvfølgelig sammenlignet med de bedste 5 megapixels kameraer, som hovedsagelig var Canon G5, Nikon 5400, Sony V1 og Olympus 5060, alle til halvdelen af prisen eller derunder. Og konklusionen var nærmest enstemmig. Kameraet var måske nok det bedste i 5 megapixels klassen, men slet i en grad, at prisen kunne retfærdiggøres.
I de seriøse test på nettet (og i fotobladene) målte kameraet nemlig ikke bedre end konkurrenterne, og kameraet blev hurtigt dømt som et snob-objekt for folk med lidt for mange penge. Men et er test og målinger… Noget andet er den subjektive billedkvalitet, som ikke kan måles. Og her fik kameraet (og Leica søstermodellen) hurtig kultstatus.
Folk der købte kameraet hævdede, at de kunne se forskellen, og der blev brugt masser af tid og energi på diverse forum’s (fora?) til at forsøge at overbevise skeptikerne.
Lige siden kameraet kom på markedet har jeg ønsket at se, om der var noget om snakken, men prisen – ja selv brugtprisen – har altid været en hindring.
4 år senere fik jeg så endelig anskaffet kameraet - for en hel del under, hvad det kostede fra nyt.
Panasonic LC-1 kostede 12.000kr, da det kom frem i 2004 (og hele 14.000kr for Leica’s identiske søstermodel - Digilux 2).
Den største grund til LC-1’s høje pris var optikken, eller mere specifikt kvaliteten af glasset i optikken. Det er en 100% ægte Leica med samme glaskvalitet og coatning, som Leica benytter i deres egne linser til deres M og R kameraer. Hvis Leica havde en lignende optik på programmet til deres M-system, ville den sandsynligvis koste over 10.000kr.
Jeg har selv ejet Canon G5 og Olympus 5060 i løbet af de sidste 3 år (og har stadig Nikon 5400). Alle er udmærkede kameraer, med hver deres fortrin. Og i modsætning til LC-1, så er brugtprisen på disse modeller faldet til under en fjerdedel, nemlig 800-1.400kr.
LC-1 (og Leica søstermodellen) er med en brugtpris på omkring 3.500-6.000kr (marts 2008), afhængig af mærke og stand, stadig meget dyr i forhold til et nyt digital kompakt kamera eller digital spejlrefleks, som oven i købet nu er på 10 megapixels eller mere.
Og så alligevel ikke…
For selvom LC-1 er udgået, og i manges øjne er forældet på flere områder, så har det stadigvæk en trumf i ærmet: Billedkvaliteten!
Med LC-1 kan jeg nemlig opnå en billedkvalitet, som jeg sjældent har oplevet med noget andet kamera jeg har haft (eller pt. har). Det drejer sig helt specifikt om dybde, og tredimensionalitet i billedet - alle faktorer, som ikke kan måles.
Derudover fremstår billederne fra LC-1 med en utrolig flot farvegengivelse, som måske ikke er mere nøjagtig end andre kameraer, men som er med til at få billederne helt ’op at ringe’.
På grund af kameraets meget lille billed-sensor – og vi taler frimærke størrelse her – så er det svært at se forskellen på LC-1, og de konkurrerende kameraer, i zoom området fra 28mm – 50mm. Her er alt i billedet simpelt hen i fokus (skarpt), da dybdeskarpheds-området er enormt. Hvis man ved hvad man skal kigge efter, kan man dog sagtens se Summicron’ens kvalitet her også.
Nej, det er først i nærområdet (0,5m – 3m) med zoomen på 60mm - 90mm og blænde 2.0 - 4.0, at der opnås en tilstrækkelig begrænset dybdeskarphed, der er første betingelse for, at få nogen form for tredimensionalitet frem.
Når optikken på LC-1 får lov til at arbejde i dette område, f.eks. 90mm zoom, 1 meters afstand og blænde 2.4, så belønnes man med billeder, der fremstår særdeles naturtro med en enestående dybde, tredimensionalitet og fremragende bokeh (se også artiklen: 'Mit første blog-billede...').
Det er, med andre ord, kun i et begrænset område man får den optimale billedkvalitet at se. Men hvis man kan accepterer disse forudsætninger, så kan man få en billedoplevelse, der er svær at opnå med andet udstyr - uanset prisen!
LC-1 har, sammenlignet med nutidens kameraer, et digital-støjniveau, som er lidt højere, selv på laveste ISO 100. Til gengæld har støjen en flot korn-struktur, og man kan ofte ’nøjes’ med ISO 100, da objektivet er særdeles lysstærkt. På 28mm er blænden 2.0 og på 90mm er blænden 2.4. Kort sagt så skal de fleste nutidige konkurrenter skrues op på ISO 400 for at give samme belysningstid som LC-1 på ISO 100 og blænde 2.4.
Derudover giver støjen LC-1 en egenskab, jeg ikke har observeret med noget andet digital kamera: Den er medvirkende til at detaljeringsniveauet (eller skarphedsindtrykket) virker højere end det er fysisk muligt. F.eks. ser løvet,på træer i det fjerne ud til at have flere detaljer end andre 5 megapixels kameraer.
Støjen stiger ved ISO 200, dog uden at det går ud over detaljeringsniveauet. Jeg har ikke noget problem med LC-1’s ISO 200. Andre vil nok synes, at der er for meget støj.
Efter min mening er LC-1’s støjstruktur ved ISO 100 og 200 meget klædelig til sort/hvid billeder. ISO 400 kan bruges, hvis jeg optager i raw-formatet og er meget opmærksom på ikke at underbelyse billedet.
Hvidbalancen, som er vigtig for at fange en autentisk atmosfære, er udmærket i dagslys og fremragende i skumring. I en senere artikel vil jeg forklarer hvorfor hvidbalancen, efter min mening, er en af de vigtigste, men oversete, faktorer ved digital fotografering. Kameraets farve og kontrastindstillingerne er meget naturlige og kan selvfølgelig justeres.
Optikken er som allerede nævnt super: Flaires (farvede ringe når f.eks. solen er med i billedet) er minimale. Vignetering (mørke hjørner), optisk forvrængning (buede billeder) og kromatiske fejl (lilla kanter) er alle velkontrolleret.
Alt i alt er billedkvaliteten toppen af, hvad der kan præsteres med 5 megapixels og så lille en sensor. LC-1 er stadig et kamera, der billedmæssigt kan følge mange af de nyeste kameraer til dørs, selvom de har 10 megapixel.
Det er faktisk kun når det drejer sig om printstørrelse, at LC-1 er ’forældet’.
Jeg vil i en senere artikel komme ind på betydningen af ’megapixels’ og sammenhængen med printstørrelse, men her vil jeg slutte med at konstaterer, at LC-1’s 5 megapixels er rigeligt til superflotte A4-print, og sagtens kan bruges til rigtig gode A3-print, hvis der ikke beskæres for meget i billedet.
Den opmærksomme læser vil måske ha’ opdaget, at jeg lige fik nævnt at kameraet kan optage billeder i raw-format. Selv om jeg sjældent benytter raw-formatet, så har jeg selvfølgelig afprøvet det, for at se om der var mere at hente. Og selvom LC-1 laver fremragende jpg-billeder, så er der altså en anelse mere at hente i raw-filerne, især mht. støjreduktion ved høj ISO. Sjovt nok, så håndterer Photoshop CS2 raw-filerne fra LC-1 bedre end raw-filerne fra mit Nikon DSLR.
Alle kameraer har svagheder, og det har LC-1 selvfølgelig også. De er dog slet ikke alvorlige nok til at kameraet falder igennem. Billedkvaliteten er simpelthen så god, at man hurtig fokuserer på, at lære at udnytte alle kameraets positive egenskaber (og lidt glemmer de negative sider).
Selvom nogle af LC-1’s svagheder allerede er nævnt i artiklen vil jeg, for en god ordens skyld, lige opsummerer dem her:
a) Kameraet er forholdsvis stort. Det er ikke lommestørrelse. Det er kun lidt mindre end de nye små DSLR kameraer. Til gengæld har man noget at holde ved - i en uovertruffen lækker kvalitet!
b) Kun 5 megapixels. Det begrænser forstørrelsesgraden og beskæringsmulighederne en smule. Dog er der ingen problemer med meget flotte A4-forstørrelser.
c) Kameraet er langsomt ifht. et DSLR. Det er ikke et kamera til sport. Med manuel for-fokusering er kameraet dog hurtig nok til at fange ’øjeblikket’.
d) Optikken kan ikke skiftes. Til gengæld er det nok den bedste standard optik (eller kit-linse) der kan opstøves uanset pris. Zoomområdet begrænser selvfølgelig lidt anvendelses-mulighederne, men det er med til at man lære at zoom’e med fødderne (igen). Og med 28-90mm er man trods alt dækket ind til de fleste almindelige situationer.
e) Den digital støj i billederne ligger lidt over de nyeste kameraer med frimærke-størrelse sensor, selv på laveste ISO. Mange vil finde den al for høj. Men da støjen har en traditionel filmisk karakter, så er den ikke nær så generende, som ved andre kameraer med megen støj. I modsætning til de nyeste små-sensor kameraer med 8-12 megapixels, så har LC-1 en perfekt balance imellem støj og støjreduktion, så selv de fineste detaljer bevares. Efter min mening er støjen på LC-1 med til at få især sort/hvid billeder til at fremstå mere ’ægte’. Endelig vil jeg sige, at når billederne printes ud med en af de bedre inkjet printere, så 'indkapsles' støjen ligesom i papiret og bliver næsten usynlig.
Alle billeder i artiklen er taget med LC-1 i løbet af sensommer til efterår 2007.
Jeg håber at 'Blogger' kan vise billederne, så man kan se Summicron’ens kvaliteter mht. dybde og farvegengivelse. Det kan man i hvertfald på original billederne.
Billederne i artiklen er efterbehandlet på samme måde, som jeg efterbehandler alle mine billeder, hvad enten de kommer fra mit Nikon DSLR eller mit Fuji F30.
Klik på billederne for at se en større version (virker pt. ikke).
